18 MARTS 2021

Bliv Business Partner på ny Commercial and Retail Management-uddannelse på BSS

Vi er glade for at kunne præsentere vores medlemmer for denne spændende mulighed, hvor du kan hjælpe kommende talenter indenfor konsumentvaremarkedet godt på vej og være med til at uddanne dygtige kandidater til sektoren.

I februar 2020 åbnede Institut for Virksomhedsledelse ved Aarhus Universitet dørene op til en ny cand.merc-linje i Commercial and Retail Management på BSS - Business Social and Sciences, også tidligere kendt som Handelshøjskolen. Mere end 100 studerende startede på uddannelsen, hvilket er et rekordhøjt deltagerantal på en ny CM-uddannelse i Danmark.

Tilbagemeldingerne fra de studerende er positive. Selvom det har været en hård start med corona og online undervisning, er de studerende meget begejstrede for uddannelsen. De holder i særdeleshed af kombinationen af teori og praksis, blandt andet i form af gæsteforelæsningerne - og snart også praktikophold.

Få adgang til nye talenter og den nyeste viden indenfor konsumentvaremarkedet
MLDK er en stolt Founding Partner, og vi er glade for at have været en del af etableringen den nye uddannelse, hvor vi har været med til at sikre det økonomiske grundlag og bidraget til det branchefaglige fundament.

Nu kan du også blive en del af projektet som Business Partner for CRM-programmet, hvilket betyder, at du vil blive inddraget i udviklingen af cand.merc-linjen via årlige udviklingsseminarer, engageret i gæsteforelæsninger for de studerende og ikke mindst muligheden for at have de studerende som praktikanter i din virksomhed allerede til efteråret 2021. Til slut vil programmets forskere spørge alle Business Partners til råds i forhold til både virksomhedens og sektorens udfordringer, som de måske kan være med til at løse via forskning i samarbejde med jer.

”Er din virksomhed en aktiv spiller på konsumentvaremarkedet – som retailer eller leverandør – og ønsker I at få bedre mulighed for at rekruttere medarbejdere med en videregående uddannelse, der har fokus på netop jeres problemstillinger og vilkårene i jeres branche? Og vil I være med til at skabe et ambitiøst videnscenter, der udvikler ny viden, der kan være med til at styrke sektoren?”

- Commercial and Retail Management programmet, BSS.

Bliv en del af projektet
Prisen for at blive Business Partner er en donation på 50.000 kr. for 2021 og hele 2022, hvilket vil blive brugt til at finansiere den sektorspecifikke forskning. Der er i forvejen rejst 11 mio. kr. af Founding Partner-gruppen.

Du er velkommen til at tage fat på en af projektets kontaktpersoner for yderligere information samt læse mere om projektet via nedenstående link.


Læs mere om at blive Business Partner her

NYHEDER

MEDLEMMER

Danmarks kommercielle interessefællesskab for leverandører til Dansk Detailhandel og Away From Home

Som medlem af Mærkevareleverandørerne spiller du en afgørende rolle i foreningens virke. Det er nemlig vores medlemmer, der gennem bestyrelse, udvalg og arbejdsgrupper er med til at udvikle og facilitere vores mange tiltag. Lige nu har vi mere end 110 medlemmer, der alle er væsentlige spillere i Dansk Detailhandel og Away From Home.

Sådan bliver du medlem